Tour de France Stuen 51-75

På billedet her står Felice Gimondi på velodromen Parc de Prince som vinder af Tour de France 1965. Han står sammen med den evige 2’er franskmanden Raymond Poulidor. Efter at have vundet amatørversionen af Tour de France (Tour de l’Avenir), blev Gimondi professionel i 1965 på cykelholdet Salvarani. Da en af holdets medlemmer trak sig fra deltagelse i Tour de France fik Gimondi plads på holdet i sidste øjeblik. Han endte med at vinde hele løbet og blev italiensk nationalhelt. Gimondi arbejdede kort som præsident for Mercatone Uno og som rådgiver for Marco Pantani. I slutningen af ​​1998 Tour de France inviterede løbsarrangøren Jean-Marie Leblanc, Gimondi op på scenen under podiefejringen, da Pantani blev den første italienske vinder af løbet, siden han selv havde vundet begivenheden i 1965. Gimondi vandt derudover Giro d’Italia tre gange, i 1967, 1969 og 1976, og han vandt Vuelta a España i 1968. Da han i 1968 vandt Vuelta a España, blot tre år efter at han var blevet professionel, blev han den blot anden cykelrytter, efter Jacques Anquetil der lykkedes med at vinde alle cykelsportens tre Grand Tours: Tour de France, Giro d’Italia og Vuelta a España. Han vandt sammenlagt 7 etaper i TDF.

Jørn Mader & Jørgen Leth blev et legendarisk makkerpar, som fra 1989 til 2003 kommenterede Tour de France for TV 2 Sporten. De bragte fantastiske historier og en entusiastisk stemning direkte hjem i stuerne i Danmark. Poetiske, næsten malende beskrivelser fra Leth om områderne, feltet kørte igennem, byerne, slottene, bjergene, myterne, taberne og vinderne. Leth fortalte om den legendariske rytter Fausto Coppi: ”Han kørte op på toppen … stod af cyklen og sagde: ‘Det her, det er mord’, og så kørte han ned … og vandt”. Mader med nogle bombastiske og fuldstændig fantastiske kommenteringer, live af det han lige så. Om Jan Ullrich lød det for eksempel fra Jørn Mader i 2003. “Rostock-kraftværket, en stor, tungt trampende tysker, et torpedoskud gennem luften, en kraftbombe, praktisk taget pløjer op ad asfalten, bevæger benene sig som store stempler på den tyske maskine, en rullende Bismarckklump”. Eller dette da Bjarne Riis i 1996 kørte fra Indurain i bjergene – Mader: ”45 sekunder til Indurain-gruppen. Kongeskifte. Her er han, den nye majestæt. Riis i bjergene. Riis rivende og flående sig selv frem over asfalten op mod mål her på Hautacam”. Deres kemi var fantastisk og de spillede smukt op til hinanden som her – Leth: Igen disse frygtelige pavéer. Mader: Ja, de ligger nærmest anarkistisk, som kastet ned fra himmelen i et frådende raseri.

På billedet her står Henri Desgrange til højre, sammen med André Leducq, Tour de France-vinder i 1930 & 1932. Henri Desgrange var løbsdirektør fra 1903-1939. Han er kendt som manden der skabte løbet. Han havde selv været cykelrytter og var hovedmanden bag Parc des Princes velodrome, hvor TDF i mange år havde sin afslutning. Han stod også bag Frankrigs første permanente indendørs bane, Vélodrome d’Hiver, nær Eiffeltårnet. Han var en visionær entreprenør som havde et rigtigt godt øje for reklame og markedsføring og det førte til, at Desgranges blev redaktør af den nystiftet sportsavis, L’Auto, senere omdøbt til L’Équipe. Det første nummer af L’Auto-Vélo udkom den 16. oktober 1900 og blev trykt på gult papir. Desgrange er krediteret for at grundlægge Tour de France i 1903, men ideen kom egentlig fra en af hans journalister på L’Auto, Géo Lefèvre. Avisen annoncerede løbet den 19. januar 1903. Tour de France var nu en realitet, et storslået cykelløb hvor rytteres ensomme heltemod blev udstillet i en ubarmhjertig konkurrence. Den første udgave i 1903 blev et løb på 6 etaper, sammenlagt over vanvittige 2428 km. 1. etape var 467 km fra Paris til Lyon og løbet sluttede med den længste 6. etape. 471 km fra Nantes til Paris. Touren omfattede hele Frankrigs territorium og den gav fra starten franskmændende, en opmuntrede følelse af national identitet. På det her tidspunkt var der heller ikke mange franskmænd som egentlig kendte geografien i deres land. De kort som hvert år fra 1905 kom ud med ruten igennem landet, blev en måde hvorpå de lærte deres land at kende. Cykelløbssporten voksede i de år hurtigere end de nationale og internationale foreninger, der blev oprettet for at administrere den. Union Vélocipédique Française (UVF) og allerede i Tourens andet år var Desgrange ved at afslutte løbet på grund af indblanding fra UVF. Desgrange var en mand der altid gjorde tingene på sin egen måde. Han lyttede sjældent til råd fra andre. Han var dominerende, hård og viste autoritet. Han tog altid sine egne beslutninger igennem alle årene som løbsdirektør. Heldigvis kom den stædige mand hurtigt på andre tanker efter 1904 og han kørte sit Tour de France på sin måde. Det var “hans” Tour de France med hans regler, som han udarbejdede og som han strengt pålagde løbet, holdene, rytterne og alle omkring løbet. Han styrede løbet med hård hånd frem til 1939 og udpegede selv sin efterfølger Jacques Goddet, som var søn af hans mangeårige ven og finansdirektør for Tour de France siden starten, Victor Goddet. I 1947 blev der indført ”Souvenir Henri Desgrange” er en pris og pengepræmie, der gives én gang i det årlige Tour de France. Den vindes af rytteren der krydser det højeste punkt i løbet, for det meste toppen af de højeste og ikoniske stigninger i Alperne og Pyrenæerne. Siden 2003 har den vindende rytter modtaget 5000 euro i præmie. Der er også opført en mindesten for Henri Desgranges, den står på toppen af Col du Galibier.

På billedet her ses den afslappede Jean-Marie Leblanc overvåge en af pavé-passagerne i TDF 2004. Han var Løbsdirektør for Tour de France fra 1989 til 2005 og den første af direktørerne som selv havde kørt løbet som rytter. Han deltog i TDF i 1968 og igen i 1970, uden nogen store resultater men som en god og stabil hjælperytter i 1970 var han holdkammerat med danske Leif Mortensen, på BIC mandskabet. Han stoppede sin cykelkarriere i 1971. Herefter blev han sportsjournalist. Præcis som sine store forgængere som Løbsdirektører. Henri Desgranges og Jacques Goddet. Leblanc overtog ledelsen af løbet i 1989, efter at have opbygget et bredt kendskab til sporten via sit arbejde som journalist og senere som redaktør på den gældende franske sportsavis L’Equipe. Det er en kendt sag, at Leblanc nærer en personlig kærlighed til Tour de France, og han har faktisk forsøgt at fjerne doping-spøgelset ved gennem årene at gøre ruten lettere. Den hårdeste kritiker af det var såmænd – Richard Virenque, som jo var en del af Festina-skandalen i 1998, som udviklede sig til Tour-historiens – og dermed cykelsportens – hidtil største skandale. Jean-Marie Leblanc har forsøgt at gøre løbet mere sportsligt og mindre kommercielt. Han er hjernen bag Tourens stramme sponsorkoncept, der er baseret på en kategorisering af sponsorer. Indtægterne blev øget, da et stort antal små sponsorer blev erstattet af et begrænset antal større – samt øgede indtægter fra tv-rettigheder. Han sikrede i sin tid som chef, løbets dybe lokale forankring i selv de mindste provinser, midt i globaliseringen. Han forlod løbet i 2005 og overlod stafetten til Christian Prudhommes.

Billedet her er fra d. 22. juli 2012, hvor Bradley Wiggins kører i rundkørslen ved Triumfbuen. På vej mod den første britiske tiumf og sejr i Tour de France. Løbet blev en kæmpe succes for SKY mandskabet, Chris Froome blev nr. 2 og Mark Cavendish vandt sin 4. sejr i træk på Champs Éllysées, godt hjulpet af Bradley Wiggins. Wiggins var kendt for at være god på enkeltstartsrytter på flad vej, men viste allerede i Tour de France 2009, at han også kunne køre opad, og sluttede på en samlet 3. plads. Han deltog i TDF i alt 6 gange og vandt såmænd bare 2 etapesejre. Han var startet som en fantastisk banerytter med et hav af VM og OL medaljer og efter Toursejren vandt Bradley Wiggins OL-guld i enkeltstart senere på året i 2012. 2012 blev et fuldstændig enestående år for Wiggins og han er den eneste der nogensinde har vundet, Paris–Nice, Tour de Romandie, Critérium du Dauphiné og Tour de France i samme sæson.

Billedet her er fra d. 24. juli 1998, hvor han sidder på asfalten sammen med de øvrige ryttere protesterede over myndighedernes hårde dopingjagt og den såkaldte Festina skandale. Han var kendt under kælenavnene Piraten, den lille elefant og den lille store. Pantani var en ægte bjergrytter med sin vægt på 56 kg. I sin debutsæson 1994 blev han 3’er i Tour de France. I 1997-sæsonen sluttede Pantani ligeledes på tredjepladsen ved Tour de France og vandt flere etaper, herunder etapen til Alpe d’Huez. Pantani har den dag i dag rekorden for at køre hurtigst op af det legendariske bjerg på 36 minutter og 50 sekunder. Senere vandt han flere spektakulære sejre i bjergene i Touren. Blandt andet sænkede han den gule trøje (Jan Ullrich) med 9 minutter i 1998, på etapen over Galibier til Deux Alpes. Pantanis største bedrift var at vinde både Giro d’Italia og Tour de France i 1998. En bedrift der ikke siden er blevet gentaget og bragte Pantani ind i en eksklusiv gruppe af “dobbeltvindere”: Coppi, Merckx, Anquetil, Hinault, Roche og Indurain. Han blev taget for doping i 1999 og kom sig aldrig rigtig over det. Pantani led i sine sidste år af en depression og ”den lille store”,  blev fundet død på Hotel & Residence Le Rose i Rimini på Valentinsdag d. 14. februar 2004. Bare 34 år gammel. Dødsårsagen blev angivet som selvmord pga. en overdosis af kokain. Han ligger begravet i hjembyen Cecenatico på kirkegården Cimitero del Capoluogo. Hans gravsted er blevet et cyklingens pilgrimsmål som bliver besøgt af cykelsportentutiaster fra hele verden. I byen er ligeledes rejst en statue af Pantani og der er et lille museum Spazio Pantani hvor der er udstillet cykler, trøjer bandanaer osv. fra hans cykelkarriere.

På billedet her fra TDF i 1959 ses de to franskmænd Jacques Anquetil og Roger Riviére sammen med den spanske klatrer Federico Bahamontes. Anquetil blev 5 dobbelt tourvindermed sejre i 1957, 1961,1962, 1963 og 1964. Men i 1959 sluttede han som nummer 3. Vinderen i 1959 blev den spanske klatrer med kælenavnet Ørnen fra Toledo, som også senere sluttede på både 2 og 3 pladsen. Han vandt også tourens bjergtrøje hele seks gange 1954, 1958, 1959, 1962, 1963, 1964. I begyndelsen af 1959-udgaven af Touren var der ikke mange, der troede, at Bahamontes kunne løbe med den samlede sejr, men han drog fordel af et tidligt udbrud på 8. etape sammen med fransmændende Anqutil og Anglade i Pyrenæerne. Derefter vandt han en bjergenkeltstart, der gik til Puy-de-Dôme. I Alperne var han i udbrud med en anden berømt klatrer, Charly Gaul, på etapen til Grenoble, og han udvidede sit forspring, og selvom de franske ryttere Jacques Anquetil og Henri Anglade senere formindskede deres tidstab var Bahamontes sejr aldrig senere i fare. Han vandt med lige over fire minutter til Anglade og tog som tidligere nævnt samtidig også en sejr i bjergkonkurrencen. Den sidste rytter på billedet Roger Riviére var på den 8. etape blevet nødt til at dække af tilbage i feltet for det udbrud som kom til at afgøre årets TDF og tabte over 4 minutter denne dag. Historien om Riviére cykelkarriere fik en tragisk ende allerede året efter i 1960, som blev et forfærdeligt år for cyklingen. Fausto Coppi mistede livet efter en malarialignende sygdom og danske Knud Enemark Jensen mistede livet under holdløbet under OL i Rom, han var dopet og hans krop var fyldt med Ronicol og Amfetamin. Under TDF i 1960 kæmpede Riviére tæt om den gule trøje med italienske Gastone Nencini og Nencini var kendt for sine vanvittige nedkørsler og tidens store stjerner som Anquetil og Bobet beskrev at det krævede dødsforagt at følge med ham på nedkørslerne. Riviére var ganske kort tid efter ham på dette tidspunkt i løbet og det fik ham til at oversatse på en nedkørsel på løbets 14. etape, ikke nok med at han fulgte med ham, han angreb Nencini i den gule trøje. Det betød at han på nedkørslen fra Perjuret, fejlede i et sving og styrtede 15 meter ned i en kløft. Han faldt ned på kvas og skærver og var ved bevidsthed. Men han var med det samme klar over at den var hel gal. Han havde fået svære skader på rygsøjlen og endte i en kørestol bare 24 år gammel. Man fandt i hans trøje pilleglas med amfetamin og morfinpræparater. Den lammede Roger Riviére døde blot 16 år senere. Blot 40 år gammel, bitter og ødelagt af det stofmisbrug han havde udviklet som cykelrytter.

Reklame for cykelmærket J.B. Louvet fra Tour de France 1912. Det blev ikke den store succes for cykelfabrikanten. Den bedst placerede rytter på holdet blev belgiske Alfons Spiessens som sluttede løbet i Paris på en 10 plads. Undervejs i løbet havde holdet dog haft en enkelt dag med den førende rytter. Det var holdets Italienske stjerne Vincenco Borgarello, der også vandt 2 etapesejre i løbet. Jean-Baptiste Louvet var en sprintermester, der kørte fra 1900 til 1902. J.B. Louvet Bicycle Company blev oprettet i 1903 i Puteaux, Frankrig. Som mange andre mærker etablerede Louvet et racerhold, der konkurrerede med succes i adskillige Tours de France fra 1909 til 1955, og er rangeret som nummer 66 blandt de bedste gennem tiderne.

Reklame fra Alcyon, som efter Tour de France i 1928 kunne prale af at nr 1, 2 og 3 dette år alle kørte på cykler fra deres fabrik. Deres cykler havde nu vundet løbet 4. år i træk og det var selvfølgelig noget man brugte i markedsføringen efterfølgende og fik solgt mange cykler. Alcyon var en fransk cykelfabrikant som fremstillede cykler mellem 1903 og 1954. Alcyon stammer fra omkring 1890, da Edmond Gentil startede fremstillingen af ​​cykler i Neuilly, Seine. I 1906 grundlagde de det professionelle Alcyon cykelhold, som var aktivt indtil 1955 og i denne periode vandt Tour de France 6 gange. I 1902 blev cykelproduktionen suppleret med motorcykelproduktion og i 1906 blev de første biler vist på “Salon de l’Automobile” i Paris, Frankrig.

Avisforside fra det parisiske magasin Le Petit Journal. Den er fra den 19. juli 1931 og på billedet ser man nu rytterne i deres nationalfarver, noget som Henri Desgranges havde indført i 1930 og som blev en stor succes og gevinst for Desgranges avis L´Auto´s oplag til over 750.000 i de uger hvor Touren kørte. Her får man også fornemmelsen af hvordan forplejningen i de år foregik, man kørte ind til vandposter, caféer og fik fyldt væske på kroppen og en flaske med videre. Ligeledes fik man mad på denne måde.

Billedet her er fra 4. etape i 1975, hvor etapen sluttede med en sprint på Le Mans-racerbanen. I midten ses franske Jacques Esclassan fra Peugeot-BP holdet besejre Belgiske Rik van Linden fra Bianchi-holdet med en dækbredde. Sekundet efter kører de ind i hinanden og styrter. Rik van Linden vandt dog 3 etapesejre det år og vandt også den grønne pointtrøje i Paris. Franske Bernard Thévenet vandt den gule trøje foran belgierne Eddy Merchx og med Lucien van Impe som nr. 3. Lucien van Impe vandt bjergkonkurrencen og blev dermed den første vinder af den prikkede bjergtrøje, der blev indført det år. Det samme gjorde den hvide ungdomstrøje som blev vundet af en ung Francesco Moser, det blev også første gang touren sluttede på Champs Élysées og her vandt belgiske Walter Godefroot.

På billedet her fra podiet på Champs Éllysées I Paris i 2012, hvor kan blev kåret til løbets mest angrebsivrige rytter og fik overrakt årets Combativité- Pris.