Tour de France Stuen 76-100
Besøg vores Tour de France stue. En hyldest til verdens hårdeste cykelløb, de store helte, de store tabere, stjernerne & vandbærerne . Stuen er fyldt med billeder og fantastiske historier om det mytiske og legendariske cykelløb. Se vores displays af souvenirs, flasker, cykelkasketter osv. Tag en spændende virtuel rundtur. Alle billeder er nummererede og du kan læse historierne om hvert billede her på hjemmesiden.
nr. 76
Mark Cavendish
Billedet her er fra Tour de France 2021. Den 9. juli vandt Cavendish 13. etape og tangerede dermed Eddy Merchx imponerende etaperekord med 34 etapesejre i Touren. Hans danske leadoutmand på Deceuninck-Quick Step mandskabet, Michael Mørkøv kørte Cavendish flot frem i spurten og endte såmænd selv på en flot 2. plads. Dermed tog han også point til den grønne trøje, pointkonkurrencen fra Cavendishs nærmeste konkurrenter. En trøje som den engelske sprinter vandt det år og kun har vundet 2 gange i 2011 og så altså igen i 2021. Han har deltaget i Touren 14 gange og vundet etaper i 9 af dem. I 2021 blev det til i alt 4 etapesejre. Planen er at makkerparret her i 2024, skal forsøge at skaffe Cavendish etapesejr nr. 35 når de i sommerens Tour de France tørner ud for det Kasakstanske Astana mandskab.
nr. 77
Tadej Pogacar
Billedet her er fra d. 15. juli 2021, hvor Pogacar vinder sin 3. etapesejr i dette års Tour de France. Han vinder dermed 18. etape til Luz Ardiden foran Jonas Vingegaard og Richard Carapaz. Det bliver også det endelige podie det år i Paris. Pogacar vandt dermed sin 2. TDF sejr efter også at have vundet i 2020. Han vandt også både den hvide trøje og den prikkede bjergtrøje. Han har deltaget i TDF 4 gange, vundet 2 gange og har i alt 11 etapesejre i Touren. De 2 øvrige gange han har kørt TDF er han sluttet som nr. 2 efter danske Jonas Vingegård. Han er uden tvivl sin generations bedste cykelrytter og har ud over sine meritter i Touren, vundet både Giroen og Vueltaen. Derudover har en han en række sejre i de største endagsløb 3 x Lombardiet Rundt, 2 x Liege Bastogne Liege, 2 x Strade Bianche og så har han vundet Fleche Wallone, Flandern Rundt og korte etapeløb som Paris Nice, Catalonien Rundt samt 2 x Tirreno-Adriatico.
nr. 78
Jonas Gregaard
Har kørt et enkelt Tour de France i 2023 uden nogen resultater. Han stillede til start for det norske UNO X mandskab. Han har vundet DM som både Junior og som U23 rytter og blev professionel i 2018 for det Kasakstanske Astana mandskab og skiftede i 2022 til UNO X, her vandt han den prikkede bjergtrøje i Paris-Nice i 2023. Fra 2024 sæsonen er han skiftet til Lotto-Dstny.
nr. 79
Pedro Delgado
Billedet her er fra Champs Élyssées d. 25. juli 1988 under fejringen, efter han havde sikret sig sejren i det års Tour de France. Han kørte for det spanske Reynolds hold som i 1990 blev til Banesto. På billedet ses også hans arvtager som kaptajn Miguel Indurain. Hans sejr var dog krydret med at han var blevet testet positiv for Probenecid, som er et såkaldt sløringsstof. Selvom andre styrende organer inden for sportsverdenen, f.eks. IOC, anså probenecid for at være et dopingmiddel, fik det ikke konsekvenser for Delgados sejr, da den internationale cykelunion, UCI, ikke havde probenecid på sin “sorte liste”. Delgado kørte Tour de France 11 gange vandt den ene og vandt i alt 4 etapesejre. Han blev d. 16. juli 1985 på 17. etape af det års Tour, den første der besteg og vandt på det berømte bjerg Luz Ardiden. Delgado vandt desuden Vueltaen i både 1985 og 1989. Han sluttede sin aktive karriere som Løjtnant for Indurain og hjalp ham meget i hans første sejre. I dag arbejder Delgado for Television Española som cykelkommentator ved store cykelbegivenheder.
nr. 80
Charly Gaul
Billedet her er fra 1956, hvor han vandt bjergtrøjen for andet år i træk. Han var en dygtig temporytter men han var bedst kendt for at være dygtig til at køre i bjerge. Han kørte med rigtig mange omdrejninger i de små gear og blev altid siddende i sadlen. Han vandt Tour de France i 1958 og vandt i alt 10 etapesejre i de 10 Tour de France han deltog i. Han vandt også Giro d’Italia i 1956 og 1959. Derudover vandt han Luxembourg Rundt i 1956, 1959 og 1961 samt det luxembourgske mesterskab i landevejscykling i 1957, 1959 og 1961.
nr. 81
Joop Zoetemelk & Bernard Hinault
Billedet her er fra d. 22. juli 1979 hvor Zoetemelk og Hinault havde revet sig løs fra feltet og endte i en spurtduel på Champs-Élysées. Hinault vandt og Zoetemelk blev to’er. Zoetemelk blev kaldt den evige to’er. Her i 1979 blev han nr. 2 for femte gang i Tour de France. Han vandt dog sin første og eneste Tour de France i 1980, Hinault udgik med et dårligt knæ og Joop Zoetemelk fik aldrig rigtig den anerkendelse han fortjente for sin sejr. Han blev i øvrigt to’eren i 1982 efter Hinault, såmænd. Han var uheldig at dele sin karriere imellem Eddy Merchx og Hinaults mange sejre. Zoetemelk præsterede den rekord at deltage i og gennemføre Tour de France hele 16 gange, en rekord, der fortsat består. Han vandt i alt 10 etapesejre. Derudover har han opnået at vinde verdensmesterskabet i landevejscykling i 1985 som den ældste nogensinde, nemlig 38 år og 9 måneder.
nr. 82
Goddet, Simpson & Merckx
Billedet her er fra 10. juli 1970, på 14. etape af dette års Tour de France. Det viser Tourchefen Jacques Goddet som sammen med en politimand lagde en krans ved mindestenen for Tom Simpson. Den var rejst præcis på det sted hvor Simpson faldt af cyklen og døde i 1967. Det helt fantastiske ved billedet er at den førende rytter både på etapen og sammenlagt Eddy Merckx, kører forbi, løfter hovedet, kigger på stenen og slår korsets tegn for sit bryst. Merckx havde været holdkammerat med Simpson i to sæsoner på Peugeot-holdet og han var den eneste rytter som deltog ved Simpson begravelse i 1967. Simpson, som jo dybest set, var en dopingsynder blev ikke fordømt som det er sket for mange andre. Tværtimod blev han æret af både Tourledelsen og af det øvrige felt, som jo på en eller anden måde kunne føle sig snydt af at Simpson havde dopet sig. De viste alle respekt for en af deres egne, inden for deres fag og på den måde kan man sige at de anerkendte den doping der igennem hele historien har været en del af dette enestående cykelløb. Mindestenen er stadig valfartsted for cykelsports-entutiaster, som lægger blomster, cykelflasker og cykelslanger som var det et alter.
nr. 83
Griffon
Fransk cykelfabrikant der blev etableret i Paris på Rue Louis-Blanc, Courbevoie i 1898 af Eugène Peugeot. De byggede mange af de cykler som rytterne kørte på i de allerførste udgaver af Tour de France. Griffon blev senere kendt for at bygge nogle fantastiske motorcykler. I 1902 byggede Griffon Bicycle Company deres første motorcykler ved at bruge en af deres cykelmodeller som modelgrundlag. De monterede en Zédel-motor på deres cykler. Udviklingen gik herfra hurtigt, og året efter præsenterede de 10 forskellige modeller på Paris Show. Racersucces fulgte, og i 1904 opnåede en af deres maskiner den da forbløffende hastighed på 110 km/t. De fortsatte med at lave almindelige cykler og blev efter første verdenskrig fusioneret med Peugeot og blev fra 1926 en selvstændig del at den store virksomhed under navnet Peugeot Cykles.
nr. 84
Fausto Coppi
Billedet her af den lille italiener Fausto Coppi, er fra Alpe d´Huez d. 4. juli 1952, det var 10. etape og målstregen var på toppen af bjerget. Det var første gang at det mytiske bjerg var med i Touren. Coppi vandt etapen og blev dermed den første som besteg og vandt på Alpe d´Huez. I det hele taget dominerede Coppi Touren i 1952, han vandt 5 etaper, han vandt den prikkede bjergtrøje og blev samlet vinder med et forspring på hele 28´17” ned til belgiske Stan Ockers. I løbet af denne Tour blev han også første mand og vinder på Sestriere i alperne og på Puy-de-Dome i Massif Central. Coppi blev den første cykelrytter i historien til at opnå Giro-Tour-double ved samme lejlighed. For hvilket det dengang blev antydet, at han var den største cykelrytter nogensinde set. kælenavnet Il Campionissimo (“mestrenes mester”) er han en af alle tiders mest succesrige og mest populære cykelryttere. Han havde vundet Tour de France tidligere i 1949, hvor han ligeledes vandt bjergtrøjen. Han deltog også i 1951 udgaven af Touren, men var her hårdt ramt af at han kort inden løbet, havde mistet sin bror Serse Coppi, han døde efter et voldsomt styrt under Giro del Piemonte det år. Fausto Coppi kørte 3 Tour de France, vandt 2 og 2 bjergtrøjer samt 9 etapesejre. 1952 blev hans sidste Tour de France, men legenden var født og han er stadig en af de allerstørste. Han vandt Giro d’Italia fem gange (1940, 1947, 1949, 1952 og 1953) med hele 22 etapesejre. Han fortsatte med at køre indtil 1959, hvor han stoppede karrieren. Hans sidste løb var GP Lugano i Schweiz d. 25. oktober 1959. Han var 40 år gammel. I december måned tog han på en safari tur til det der i dag hedder Burkino Faso sammen med datidens franske stjerner Geminiani, Anquetil, Anglade og Riviêre. Her blev han ramt af en malaria-sygdom i øvrigt ligesom Raphael Geminiani. Hjemme i Italien konstaterede italienske læger i Tortana, at det var en slem lungebetændelse og blodforgiftning. Geminiani fik konstateret Malaria hjemme i Frankrig. Geminianis hustru sendte telegrammer hjem til Coppis familie og til hospitalet i Tortana, men de forfængelige italienske læger var for stolte og nægtede at indrømme at de havde taget fejl. Geminiani kom sig hen over nytår og Coppi som ikke fik den nødvendige behandling døde d. 2. januar 1960. Il Campionisimo var ikke mere men Legenden lever videre, Fausto Coppi blev udødeliggjort, bare 40 år gammel.
nr. 85
Lucien Buysse
Billedet her er fra d. 6. juli 1926. Det er 10. etape af årets Tour de France. Det viser belgieren Lucien Buysse på toppen af Aubisque i Pyrenæerne. En helt vanvittig etape med et frygteligt uvejr med både hagl og slud. Han kom i mål efter de 323 km på dagens etape efter 17 timer 12 minutter og 4 sekunder. Mere end 25 minutter før nr. 2. Den formentlig hårdeste etape der nogensinde er kørt i Touren og også den længste og hårdeste Tour gennerelt. Den bød på 5745 km fordelt på 17 etaper. Dette vel og mærke på mudrede jordveje. Det har været helt urimelige forhold. Lucien Buysse vandt løbet samlet i og dermed den gule trøje. Han vandt også bjergkonkurrencen og 2 etaper. Han var blevet nr. 3 i 1924 og nr. 2 i 1925 før sin sejr i 1926. Han deltog i Touren 8 gange, vandt den ene og vandt i alt 5 etapesejre.
nr. 86
Gustave Garrigou
Billedet her er fra d. 10. juli 1911 og er fra 5. etape fra Chamonix til Grenoble. Det viser franske Gustave Garrigou trækkende med sin cykel, på muddervejen over Galibier. Omgivet af et stort islag og sne. Igen umenneskelige forhold og Garrigou endte etapen med en 3. plads, efter sine to landsmænd Émile Georget og Paul Duboc. Sammenlagt blev han dog vinder af Tour de France 1911, med Duboc som nr. 2 og Georget som nr. 3, Georget blev samtidig den første over Galibier i Tourhistorien. Gustave Garrigou deltog i Touren 8 gange, vandt 1 og fik derudover 5 podie placeringer og blev aldrig dårligere placeret end nr 5. Han vandt i alt 8 etapesejre i Touren. Han kørte i alt 117 etaper og sluttede 96 gange i top ti.
nr. 87
Brasserie i Bayonne
Billedet her er fra et Brasserie i Bayonne i 1909, hvor rytterne bliver hyldet med sang, god forplejning og hjemmebrygget øl under en tiltrængt pause af dette års Tour de France. Man hyldede nu i den 7. udgave af løbet, feltet hvor de kom frem. Byerne og de store virksomheder kæmpede for at få plads på tourruten og overalt hvor de kom blev der holdt fest. Franskmændene havde fundet et samlingspunkt i en svær tid og overalt hyldede man feltet og rytterne. Selvfølgelig i særdeleshed vinderne. Man havde en 4 uger lang folkefest og national fællesoplevelse som havde en enorm betydning for hele den franske nation. Det kan godt være at vi synes at Tour de France er en hård omgang her i det 21. århundrede, men det tåler ingen sammenligning med de strabadser og de forhold man kørte under for over hundrede år siden. 400 km lange etaper, 20-25 timer på cyklen af gangen, man kørte på jord og mudderveje og på cykler som igen ingen sammenligning tåler med nutidens materiel. Grundstenene var skabt til den legendariske og enestående begivenhed Tour de France er.
nr. 88
Lucien Petit-Breton
Billedet her er af franskmanden Lucien Petit-Breton, der blev vinder af Tour de France i både 1907 og i 1908, hvilket gjorde ham til løbets første dobbelte vinder. Han udvalgte sig nøje løbets vigtigste etaper og kørte så dem med en vildskab og en aggresivitet, hvor han satte alle sine konkurrenter. Derefter kørte han de ”nemmere” etaper med et intelligent og køligt overblik. Det gjorde, at han med det samme blev en rigtig publikums darling i hele Frankrig. Hans rigtige navn var egentlig Lucien Mazan. Hans far ønskede dog ikke, at hans navn skulle tilsværtes af, at hans søn ville stille op i noget så ”tarveligt” som et cykelløb. Det betød at han ændrede sit navne til Lucien Breton, da han var født i Bretagne. Da han første gang skulle indskrive sig til Tour de France i 1906, viste det sig at der allerede var en rytter med det navn. Løbskommissærerne kiggede på den unge mand og da han var både yngre og mindre end den anden Lucien Breton, indskrev de ham som Lucien Petit-Breton. Altså den lille. Det blev navnet som han brugte i hele sin cykelkarriere. Han deltog i Touren 9 gange vandt 2 og samlede totalt 7 etapesejre. Han mistede livet under første verdenskrig d. 20. december 1917 nær fronten i Troyes og blev en af tre tidligere Tourvindere som døde under krigen ligesom franskmanden Octave Lapize og Francois Faber fra Luxembourg. De tre var blandt de 12 millioner faldne under krigen.
nr. 89
Philippe Thys
Billedet her viser Philippe Thys, den tætbyggede og lavstammede belgier der gik under øgenavnet ”Bassethunden”. Han vandt Tour de France i 1913 og 1914. De følgende fem år blev løbet ikke kørt på grund af 1. verdenskrig, men i 1920 vendte Thys tilbage og vandt. Han blev dermed historiens første tredobbelte vinder og dermed slog han Lucien Petit-Bretons hidtidige rekord på to sejre. Først i 1955 tangerede Louison Bobet Thys’ rekord, inden Jacques Anquetil i 1963 slog den med sin fjerde sejr. Løbsdirektør Henri Desgranges fastslog efter Philippe Thys 3. sejr at havde det ikke været for 1. verdenskrig havde Thys været på i hvert fald 5 eller 6 sejre. Thys var den første til at køre sine Tour de France kontrolerende og hvor han hele tiden økonomiserede med sine kræfter. Han var feltets leder og havde hele tiden overskud til at slå til hvis nogen gik til angreb. Lidt ligesom vi senere har set Anquetil og Indurain styre løbene. Han deltog trods afbrudt af krigen i Touren hele 10 gange, vandt 3 og vandt i alt 13 etapesejre.
nr. 90
Ottavio Bottecchia
Billedet her er af den lille stilfulde italiener Ottavio Bottecchia som i 1924 blev den første italienske vinder af Tour de France. Han kørte det år for Automoto holdet som han havde gjort året før i 1923, hvor han blev nr. 2 efter sin holdkaptajn Henri Pélissier. Han skulle i 1924 igen køre for Pélissier. Han valgte dog at stå af på 3. etape efter en kæmpe uoverensstemmelse med Tourledelsen. Dette banede vejen for den stilfulde og elegante Bottecchia, han havde vundet den første etape og blev nr. 2 på anden. Han kørte i gult da Pélissier stod af og Bottecchia blev den første rytter til at køre i gult hele Touren igennem. Han var socialist og Mussolinis facister var ikke glade for hans succes, han modtog blandt andet trusselbreve og han frygtede hele tiden at blive overfaldet af fascisterne. Han genvandt løbet i 1925. Bottecchia deltog i Tour de France 4 gange og vandt 2 og vandt totalt 9 etapesejre. Under en træningstur i 1927 blev han fundet hårdt kvæstet på vejen, og han døde på hospitalet i Gemona kort efter indlæggelsen. Hans cykel var uskadt, og der var mistanke om, at han var blevet myrdet. Sagen er aldrig blevet opklaret, men rygterne gik på at det var fascisterne der havde slået Botthecchia ihjel, da de ikke brød sig om at en socialist som ham nød så stor succes og anerkendelse.
nr. 91
Eugéne Christophe
På billedet her ses til venstre Eugéne Christophe, som var den første rytter der fik udleveret en gul førertrøje, som tegn på at han var den førende rytter i løbet. Det skete ved starten til 11. etape d. 19. juli 1919. Inden den gule trøje( Maillot Jaune) blev indført, kørte løbets førende rytter med et grønt armbind. Det var første Tour efter 1. verdenskrig og ingen af cykelfabrikanterne havde penge til at sponsorere et hold. Alle ryttere kørte for sig selv og de kørte alle i grå trøjer. Det var derfor vanskeligt at skelne mellem rytterne. Den legendariske Peugeot sportdirektør, Alphonse Baugé gik til Henri Desgranges, løbets direktør. Han foreslog at den førende rytter kørte i en trøje som havde en anden farve end den de andre ryttere bar. Desgranges besluttede at den skulle være gul ligesom hans avis L´Auto og dermed var et af sportens vigtigste symboler blevet en realitet.
nr. 92
Bernard Thévenet
Billedet her er af franske Bernard Thévenet, som afsluttede den femdobbelte Tourvinder Eddy Merckx’ æra ved at vinde Touren i 1975 med mere end 3 minutter til Merckx. Han genvandt Touren i 1977. Thévenet deltog første gang i Tour de France i 1970, hvor han vandt en bjergetape, der sluttede ved skisportsstedet La Mongie. I 1972 styrtede han slemt på en nedkørsel og led derefter af midlertidigt hukommelsestab. Da han begyndte at få hukommelsen igen, kiggede han ned på sin Peugeot-trøje og tænkte på, om han mon kunne være cykelrytter. Da han genkendte holdbilen, udbrød han: “Jeg kører Tour de France”. Han nægtede at udgå af løbet og fire dage senere vandt han en etape, der passerede Mont Ventoux. I 1973-udgaven af Touren blev han samlet nr. 2 efter Luis Ocaña. Han deltog i Tour de France 11 gange, vandt 2 gule trøjer og vandt i alt 9 etapesejre.
nr. 93
Lucien Van Impe
Billedet her er af den belgiske bjergkonge Lucien van Impe. I 1971 erobrede Van Impe for første gang Den prikkede bjergtrøje i Tour de France. Han gentog denne bedrift fem gange yderligere. Van Impes hold Sonolor fusionerede med Gitane som Gitane-Campagnolo in 1975. Cyrille Guimard, som ophørte som aktiv rytter tidligere på året i 1976 var holdets sportsdirektør ved Tour de France i 1976. Her udkæmpede van Impe flere drabelige dueller med Joop Zoetemelk i bjergene. Guimard har sagt, at han beordrede van Impe til at angribe på 14. etape og truede sin rytter med at han ville samle ham op i ledsagevognen, hvis han ikke angreb den førende rytter og Zoetemelk. Van Impe har senere benægtet denne påstand. Under alle omstændigheder kørte han fra feltet og indhentede en udbrydergruppe med bl.a. Luis Ocana. Zoetemelk måtte optage forfølgelsen alene og mistede over 3 minutter, hvilket reelt afgjorde dette års løb til Van Impes fordel. I 1977 var han igen favorit til at vinde klassementet, men blev tidligt i løbet påkørt af en ledsagevogn. Han måtte blandt andet derfor nøjes med tredjepladsen, men vandt dog bjergkonkurrencen. De følgende år havde han ikke større succes i klassementet, men vendte stærkt tilbage i 1981, hvor han blev nr. 2 og samtidig vandt bjergtrøjen. Hans sejr her er den til dato seneste af en belgier. Van Impe er den seneste belgiske vinder af Tour de France. Van Impe vandt bjergkonkurrencen i alt 6 gange, lige som Frederico Bahamontes tidligere havde præsteret (inden trøjens indførelse). Senere har Richard Virenque overgået dette med i alt 7 vundne bjergkonkurrencer. Van Impe deltog hele 15 gange i Tour de France og gennemførte hver gang. Det lykkedes ham som sagt at vinde løbet i 1976, ligesom han 5 gange yderligere blev placeret i Top 3. Han vandt sammenlagt 9 etapesejre i Touren.
nr. 94
Stephen Roche
Billedet her er af den irske Tour de France vinder Stephen Roche. Han vandt Touren i 1987, hvor han – som kun den anden nogensinde – formåede at vinde Tour de France, Giro d’Italia og VM i landevejsløb på ét og samme år. Eddy Merckx præsterede dette i 1974. Roche deltog i Touren 10 gange, vandt 1 og vandt i alt 3 etapesejre.
nr. 95
Fabio Casartelli
Italiensk cykelrytter som her ses i Motorolatrøjen. Han deltog i Tour de France 2 gange og han døde tragisk under en nedkørsel fra Col de Portet d’Aspet under Tour de France d. 18. juli 1995. En sorgens dag som jeg selv erindrer meget tydeligt. Den italienske rytter kom forkert ind i et venstre sving og med 80 kilometer i timen, blev han slynget af cyklen og ramte direkte ind i en granitblok i vejkanten. Hele hans venstre side af ansigtet var blevet knust. Efter adskillige genoplivningsforsøg af Tourlægen Nicollet, blev Casartelli erklæret død på hospitalet efter at en helikopter havde bragt ham til hospitalet i Tarpes. Billedet af Casartelli, liggende i fosterstilling og med blodet løbende ned af vejen fra hans hoved, blev dagen efter vist på forsider rundt omkring i verden. Virkelig ubehagelige billeder. Dagen efter kørte feltet efter mange diskussioner videre, det var også ønsket fra Casartellis enke at Touren skulle fortsætte. Løbet var neutraliseret og Casartellis cykel stod oprejst på Motorolas bil, med sørgebånd og feltet kørte i stilhed hele dagen uden race. Da feltet nåede til målbyen Pau, kørte Casartellis 6 resterende holdkammerater samlet over målstregen, som en hyldest til deres afdøde kammerat. Fabio Casartelli blev 24 år og blev den anden rytter der døde under Tour de France efter et styrt. Den første var Francisco Cepede som døde 3 dage efter at han d. 12. juli 1935 styrtede under en nedkørsel fra Galibier. Hans fordæk røg af fælgen og han blev kastet ud over en klippeskrænt. Casartellis største sejr i hans relativt korte karriere kom under OL 1992 i Barcelona, hvor han vandt landevejsløbet og blev olympisk mester.
nr. 96
Laurent Jalabert
Med kælenavnet “Jaja” (ordet er fransk slang for et glas vin, og da han drak en del vin i sin aktive karriere, blev navnet hængende pga. ligheden med hans navn). Jalabert kørte i alt 11 Tour de France og vandt 4 etaper. I de tidlige dage som sprinter, hvor han vandt den grønne pointtrøje to gange, i 1992 og 1995 og senere som en klatrer, hvor han vandt den prikkede bjergtrøje ligeledes to gange i 2001 og 2002. Disse to år kørte han for Bjarne Riis danske CSC hold med enorm succes. Han vandt begge år også prisen som løbets mest angrebsivrige rytter. Hans mindeværdige sejre på Bastilledagen den 14. juli i Tour de France i 1995, hvor han vandt 12. etape, Saint-Étienne – Mende og i 2001 hvor han vandt 7. etape, Strasbourg – Colmar, sikrede ham forevigt en plads i de franske cykelfans’ hjerter. Trods hans karrieres start, som en af de bedste sprintere i feltet, fik hans styrt på Tour de France-etapen i Armentières i 1994 ham til at genfinde sig selv som en all-rounder med den nødvendige udholdenhed til at vinde Grand Tour-løb selvom han aldrig vandt Tour de France, vandt han dog en Grand Tour nemlig Vuelta España i 1995. Foruden førertrøjen vandt han både løbets sprintertrøje og bjergtrøjen det år. Jalabert er den kun anden rytter, der har gjort denne bedrift i et Grand Tour-løb. Desuden er han, sammen med Eddy Merckx, Djamolidine Abdoujaparov og Mark Cavendish den ene af fire ryttere, der har vundet pointklassementet i alle tre Grand Tour-løb.
nr. 98
Søren Lilholt
Danske Søren Lilholt deltog i Tour de France 5 gange fra 1988 til 1992. Han har som den eneste dansker nogensinde båret Tour de Frances grønne pointtrøje både i 1988 (1 dag) og 1989 (4 dage). Han kørte i 1988 også en enkelt dag i den hvide ungdomstrøje, som en af blot 4 danskere der har præsteret dette. Mange husker Lilholt som den første rytter på Champs-Élysées i 1990. I 1992 valgte Lilholt som blot 27-årig at stoppe karrieren, efter sigende på grund af den doping han oplevede i sporten.
nr. 99
Erik Zabel
Den tyske topsprinter der deltog i Tour de France 14 gange og vandt i alt 12 etapesejre og intet mindre end 22 andenpladser. Han var en del af det tyske Telekom hold i årene, hvor både Bjarne Riis og Jan Ulrich vandt Touren. Han præsterede det helt vanvittige at vinde Tourens grønne pointtrøje 6 år i træk fra 1996-2001.
nr. 100
Tyler Hamilton
Amerikansk rytter som i sin første Tour de France udmærkede sig som en rigtig god hjælperytter i bjergene for Lance Armstrong på US Postalmandskabet og han var også en god enkeltstartsrytter. I 2002 tog Hamilton springet og skiftede til danske Team CSC Tiscali hvor han blev holdkaptajn. Han udmærkede sig ved at vinde hans eneste Tour de France etape sejr. 16. etape fra Pau til Bayonne d. 23. juli 2003, hvor billedet her er fra. Han blev samlet nr. 4 det år. Det skete endda med et brækket kraveben, som han pådrog sig på en af de første etaper. Han blev senere ved flere lejligheder udelukket på grund af doping og han var også stærkt medvirkende til at fortælle historien om Lance Armstrong doping misbrug.
nr. 101
Per Pedersen
Billedet her er af danske Per Pedersen, i Amaya-Seguros trøjen. Han deltog i Tour de France 4 gange i 1989, 1991,1992 og 1993. Han fik en 3 plads på en etape i 1992.
